Kig intenst på billedet herunder ....efter ca. 20 sekunder vil du se en giraf

 

Folk siger, at der ikke er noget som virkeligheden. Det kan de have ret i. Men der skal jo nogen til at fortælle om den, vi kan ikke nøjes med vores egen.

Og virkeligheden har blandt andre den egenskab, at den forandrer sig, så vi bliver nødt til at blive ved med at fortælle.

Per Højholt, 1995

13. dag - 8 sept.

 

"Vera Winkelvir ser positivt på tilværelsen. Hun får ikke noget ud af den, men hun synes den er pæn. Og godt fundet på."

  

Kirsten Hammann: Vera Winkelvir (1993)

Oehlenschläger skildrer et lignende møde uden dog at anvende udtrykket: smadre næven lige i fjæset på Kalorius!

 

Hov! Stop! Stands! La' vær' med det! Stop her så da! Ja, nu er det allerede for sent, nu er du allerede  én linje nede i stykket, og nu vil du godt lige se, hvad det ender med, når det begyndte så åndssvagt, ikke? Jojo, bare la' vær', du læser videre, jo, du gør, for det kan da ikke blive ved på den her måde.

Jamen, det kan det, og det gør det. Her står ingenting og sådan havde jeg tænkt mig at blive ved hele vejen. Det var derfor jeg prøvede at standse dig i starten, ikke? For at du ikke skulle komme til at spilde din tid. For du vil jo godt have, at der står noget, når du skal læse, ikke? Og her står ingenting, så du sidder der og spilder din tid. At du gider.

Nåja, siger du måske til dig selv, jeg vil da godt lige se om han slipper levende fra det, og egentlig er det en sær fornemmelse her i maven at sidde og læse noget, hvor der ingenting står, det er man ikke vant til her i bladet. Eller er man? Ja, det kan jeg jo ikke svare på, det er dig der læser.

Og nu sprang du helt herned til næste afsnit, du hænger på stadigvæk, hva'? Jeg føler mig helt forfulgt efterhånden. Der ligger en læser lige i røven af mig hele tiden. Dig. Hold så op med det der! Læs noget andet. Blad om!

Nå, du blev altså, jeg tænkte det nok. For øvrigt står her også noget, så det var løgn, hvad jeg sagde før. Her står, at her ingenting står, og det er da altid noget. Altså står her noget. Ikke ret meget, men noget. Tiden går med noget, som handler om ingenting. Og det er efterhånden blevet til en hel del. Prøv og kig efter, hvor meget du allerede har læst af det her. Ganske pænt, ikke? Og endnu har jeg ikke sagt en skid.

Ikke andet end at du skulle tage og lade være. Og du hænger på endnu, jo du gør, ellers kunne du jo ikke komme til at læse det her, vel?

Pjat, siger nogen. Underligt, siger andre. Ja, der kan da godt være, men det er sgu ikke nemt at sidde sådan og skrive uden at sige noget. Og er det egentlig ikke ganske rart, at der ikke står noget, en slags ferie midt i al den betydning, man ellers sidder og bruger tid på.

Her bruger du tid på ingenting, du har fri, mand, vågn op! Fortsæt bare med at hvile øjnene. Noget var jeg jo nødt til at skrive, ikke, du kan ikke sidde der og glo dig mæt på en tom side, vel? Det er der lissom ikke meget ferie ved!

Og du dør ikke af det, tværtimod. Du sidder der og trækker vejret ud og ind, du kan sidde og lytte til dig selv, tænke lidt over at det egentlig er ganske rart at trække vejret i fred, uden at nogen kommer rendende hele tiden og ulejliger dig med meninger og betydninger. Du er fri, du er overladt til dig selv, alle tror du sidder og læser dit fagblad, og det gør du også, du har bare slået ned på den side hvor der ikke står andet, end at der ingenting står, det er da godt nok.

Han tager røven på mig, siger du måske. Ja, på en måde. Men der er også et andet ord for det du er ude for nu, det hedder underholdning!

 

                                                               Per Højholt: Ingenting. (1989)