Om at læse og skrive

Af  PER HØJHOLT

 En der skriver, producerer udsagn, men også skrift. Nogle forfattere ser bort fra det sidste, og skriver om noget, andre lægger vægt på det og skriver noget. De forfattere producerer skrift, men skriften reproducerer ikke noget konkret indhold - hvis man endelig skulle sige hvad den reproducerer, blir det: skriven, det at skrive. For at kunne skrive, må jeg skrive noget, jeg kan ikke intet skrive. Sådanne tekster er naturligvis lige så fulde af udsagn og indhold, eller hvad man nu vælger at kalde det, som andre tekster. Men læseren tvinges til at forholde sig på en helt anden måde, hvis han/hun vil have andet end forvirring og rådvildhed ud af det.

For en digter som Dan Turéll er skriftproduktionen uendelig, den svinger og skifter ustandselig, snart orienteret udad mod samfund og mennesker, snart indad mod sindet og skriftens egen problematik. Samtidig er forfatteren skubbet ud af focus, og læseren suget ind. Det drejer sig ikke om, hvordan Dan Turéll har det, men om hvad han skriver. Ved at arbejde på den måde får han lavet bøger, som ikke kan læses på den almindelige måde. I postulatform kan det siges sådan her: Den der læser læses. Læseren fragter sin jeg-boble gennem denne mangfoldighed af sider, og ser og føler hele tiden hvad der sker, med bogen og med boblen. Læseren ikke bare føler »noget,« men »føler Sig,« for nu at bruge gamle Ewalds udtryk.

Derfor er det sikkert vanskeligt for de fleste at gøre rede for hvad der egentlig sker med dem, når de læser sig igennem en bog som den her: de er jo selv part i sagen, de læser og de læses, de dukker op og de forsvinder. Derfor den tale om Intet, flere steder.

Bogen er en flade, et område, nogle egne er endda så fremmede, at de er på engelsk, men hele tiden er topografien en personlig, skriftens og læserens i stadig vekslen.

 

(Fra Arena Information, indlagt i Manuskripter om hvad som helst, 1971. Per Højholt (f. 1928), forfatter.